Lav dit eget farveskema, hvor du tester farvekombinationer
Når det kommer til akvarelmaling, er det er svært at komme på en bedre følelse, end den man får, når man kan sætte nye farver ind i sin palet! Hvis man altså lige ser bort fra den næsten endnu bedre følelse, som opstår, når man blander sine half pan farver og får øjnene op for alle de andre vidunderlige farver, som man også kan lave.
Og netop dét med at blande sig til flere farver, er noget vi har meget fokus på hos Selvtid. Det er nemlig vigtigt for os, at I også ved, at man ikke nødvendigvis behøver at bruge alle sine penge på et hav af forskellige farver til at starte med (selvom det kan være svært, når der findes så mange smukke og unikke). På den måde er der måske også plads i ”kreativitets-budgettet” til de helt lækre pensler og papir, så du får den allerbedste start på din akvarelreje.
MEN hvordan lærer man så at blande farver? Som så meget andet nyt, handler det i høj grad om at prøve sig frem og ikke mindst øvelse. Alligevel har vi dog lavet denne lille guide, som er én måde at lave et nemt og overskuelig overblik over sine farverblandinger. I vores eksempel bruger vi de 5 farver fra September boksen, som vi både har testet på hvidt og sort akvarelpapir.
Se videoen og få en hurtig gennemgang af hvordan du laver dit farveskema
1. Vælg de farver som du ønsker at blande og lære bedre at kende (du kan vælge lige så mange, som du ønsker, så længe du har et stort nok papir)
Tip: Alt efter hvor glad du er for helt lige streger, kan du starte med at tegne firkanter på dit papir, som du kan udfylde med farverne. Det har vi dog ikke gjort i dette eksempel.
2. Start med at lave en ”swat”/firkant med hver eneste farve, du har valgt i både en vandret og lodret række. Efterlad hjørnet frit, så farverne følger hinanden, og du kan se hvilken kombination, du er nået til.
Tip: Når man laver sit farveskema på denne måde, kommer der automatisk to af alle farver. Du kan også tilføje øvelsen i at tilføje forskellige mængder vand, så den ene af farverne er lys (meget tilsat vand) og den anden version af farven er meget pigmenteret/mørk (uden særlig meget vand).
3. Når du har lavet dine to første rækker med dine farver direkte fra dine half pans, er det tid til at blande. Start oppe i hjørnet og lav en række ad gangen evt. vandret.
I vores eksempel har vi den hvide half pan fra september boksen i hjørnet, som tilsammen naturligvis giver samme hvide farve. Dernæst har vi blandet hvid med gul, som gav os en smuk pastel gul farve osv.
4. Gentag step 3 med hver eneste række og husk at nyde og iagttage dine farver! Smukke farver kan give så meget glæde, men der også tonsvis af læring at hente. Du kan bl.a. studerede hvordan dine farver ændrer sig fra når de er våde til tørre.
Tip: Ligesom i step 2, vil du efterhånden, som du laver dine række opdage, at den samme farve går igen to gange. Du kan derfor også sagtens lave en lys og en mørk version af dine blandede farver.
Forslag til opdeling: Hvis du forestiller dig en linje skråt ned i midten (se billede), så kan dine øverste versioner af farverne fx være de lyse og de nederste versioner være de mørke.
5. Nu er du faktisk færdig og vi håber, at du både har lært en masse og blevet forelsket i dine nye farvekombinationer. Du kan med fordel skrive navnene eller numrene (som står på siden af dine half pans) ud for hver farve, så du nemt kan lave dine favoritkombinationer igen.
Tip: Hvis du er abonnent hos Selvtid er det en skøn måde at starte sin nye boks ud på og lære farverne godt at kende, så du kan skabe projekterne i lige præcis de farver, du allerbedst kan lide! Og når du har lavet dit farveskema over månedsboksens farver, kan du lægge dit papir i boksen og finde det frem når du har brug for det.