Kan introboksene i sig selv klæde os på til, at kunne begå os i de mange forskellige bokse, som er udviklet over det sidste års tid? Overvejer du, om dine evner kan række til et abonnement hos Selvtid? På en nybegynders rejse; del 2 får du mine tanker og refleksioner i min rejse igennem ”Mette maler- intro 2”.
En hel ny teknik til hver og en af planeterne
Det første projekt, som jeg skulle prøve kræfter med var ”et univers af teknikker” hvor man skal male de 8 planeter i vores solsystem. Jeg lagde mærke til, hvor nøje gennemtænkt projektet var – ved en simpel google-søgning kan man se lighederne, og så var der en hel ny teknik at lære til hver og en af planeterne! Her fik jeg virkelig sved på panden, for man skal arbejde hurtigt med malingen, men områderne man maler er heldigvis så små, at man sagtens kan ”følge med”. Jeg havde, efter mine første 8 planeter var malet, et behov for at male dem igen. Nu vidste jeg hvad jeg gik ind til, og jeg kendte teknikkerne til alle planeterne, så kunne resultatet kun blive bedre, ikke? Forkert! Jeg kan, den dag i dag, stadig bedst lide min første version, og jeg anede ikke hvad jeg gik ind til, da jeg ikke havde læst den trykte guide igennem først – men bare trykkede play på videoguiden med det samme. Tålmodighed er en dyd.
Det smukke i de simple streger
Lige siden jeg i folkeskolen havde en temauge dedikeret til kunst, og blev introduceret til alle de forskellige kendte malere, har jeg altid været mest betaget af impressionisme; de malerier som altid havde det udtryk, at maleren havde sat sit lærred op i naturen, og fanget et øjebliksbillede af landskabet. Jeg blev derfor overrasket over, hvor meget kærlighed jeg fik til det næste projekt ”de monokromatiske linjer”. Projektet var hverken langt eller svært. Her fik jeg gjort mig fortrolig med washitape for første gang, og opdagede hvor essentielt et værktøj det er, til et maleri som skal ligge stille, have meget vand på sig, eller skal have nøjagtige lige streger. Allerede nu havde jeg lyst til at sætte mit eget minimalistiske præg på – og valgte at male med ”Paynes Grey” farven. Jeg vidste, at jeg stadig havde en dårlig føling med pigmentering og vandmængde i min maling, og derfor var grå en oplagt farve at prøve projektet af med. Og jeg elsker mine monokromatiske linjer! Selvom projektet var simpelt, så var det også den kæmpe følelse af succes og af at have skabt noget jeg virkelig var stolt af og synes var smukt.
Skuffelsen; rækker mine evner alligevel ikke til det her?
Det er ikke en hemmelighed, at jeg havde glædet mig til at male de to landskaber. Det er to meget simple, men meget forskellige landskaber, hvor jeg for første gang skulle kaste mig ud i at udfylde et helt maleri. Introduktionen er perfekt – man maler på de mindre A5 papirer, og man maler dem samtidigt og det er vildt hyggeligt. Jeg kunne dog mærke, at jeg havde sat for lidt tid af til mig selv, til at få malet de her projekter, for jeg havde ikke nok tørretid (og brugte nok en anelse for meget vand på papiret) og det gjorde at de enkelte steps var svære at følge. Det var første gang, jeg virkelig skulle bruge våd-på-våd teknikken til en større overflade, og derfor havde jeg ingen føling med hvordan malingen lagde sig. Jeg tænkte også at jeg havde brugt så meget vand på papiret, så farverne måtte jo blive lysere når de tørrede ind. En af mine største udfordringer ved at male med akvarelmaling er vandmængden. Mine malerier bliver altid utrolig pigmenteret og dette skyldes manglen på vand.
Det var her min største læringsproces startede i intro 2; I starten var jeg håbefuld, følte mine evner levede godt op til projektet, og glædede mig til at lære noget nyt. Undervejs da jeg var cirka i midten af hele processen, ramte frustrationen mig, og jeg tænkte at jeg aldrig skulle male igen, for det kunne simpelthen ikke passe at mine evner ikke rakte til det. Jeg endte dog med at tilgive mig selv, for ikke at have sat nok tid af til projekterne, og prøvede at få det bedste ud af min læring og ”være i nuet”. Jeg kunne jo ikke spole frem i tiden og se hvordan mit maleri ville se ud til sidst, for sådan er universet nu engang bare ikke indrettet. Jeg var simpelthen nødt til at følge processen i at male, og gøre det så godt som jeg kunne. Da malerierne var tørrede, synes jeg jo egentlig de blev vellykkede alligevel.
Spirende selvstændighed
Derfor var tukanen nok også en del lettere for mig at komme i gang med. Jeg kunne tydeligt mærke en klar forskel på mig selv, fra for to måneder siden, i form af, at jeg ikke var ”bange” for at male på mit papir. Jeg havde endda selvtillid nok til at ændre min egen Torben, så han fik det farverige gul-orange næb, som en bestemt tukanrace har. Her fik jeg øvet mig meget på farveovergange, og på at blende, selvom det egentlig ikke var formålet med at male næbet. Jeg kunne tydeligt mærke hvor meget mere jeg hvilede i mine evner og kunnen inden for akvarel, og det boostede også min selvtillid, og gjorde alt i alt introboks 2 til en succesfuld oplevelse for mig.
Jeg oplevede den her voksende følelse af selvstændighed, og havde modet til at skabe mit helt eget maleri fra bunden – helt uden guides. Dette følte jeg mig klædt på til at kunne, og havde remedierne til, blot efter at have malet introboks 1 og 2. Alle disse tanker og refleksioner fik mig efterfølgende til, at tænke over min egen evne til egentlig at være i nuet. Det er noget vi mennesker godt kan være lidt dårlige til engang imellem. Det er også noget jeg selv har prøvet at praktisere i min sygeperiode – det at tage en dag af gangen, og være i det man foretager sig. Hvis jeg skal sætte ord på det at male, er det, at man faktisk er tvunget til at være i nuet, og det er nok også det der virkelig kan give noget ro til ens mentale velvære.
